Når nyrerne har det godt – Tallerkenmodellen

God mad holder kroppen i balance, så den fungerer bedre. Så længe nyrerne har normal funktion eller kun er ramt af en lille funktionsnedsættelse, anbefales en almindelig alsidig kost.

Tallerkenmodellen er en god indikator for hvad man egentlig spiser i løbet af et måltid. Modellen er en beskrivelse af, hvordan forholdet mellem de forskellige ingredienser i en frokost eller middag bør være. Uanset om man spiser meget eller lidt, er forholdet det samme. Hvor meget, man skal spise, bestemmes af appetitten og energibehovet.

Tallerkenmodellen består af tre bestanddele:

Del 1: Kartofler, pasta, ris, bulgur og brød (primært fuldkorn). En stor del af tallerkenen (to femtedele) fyldes med fødevarer/mad fra denne gruppe.

Del 2: Grøntsager og rodfrugter. Denne del er lige så stor som den første (også to femtedele). Er man overvægtig, kan man lade denne del udgøre op til halvdelen af tallerkenen.

Del 3: Kød, fisk, æg og bælgfrugter, for eksempel bønner. Den mindste del (en femtedel) af tallerkenen.

De generelle råd fra Fødevarestyrelsen, er at spise meget frugt og grønt, vælge nøglehulsmærkede produkter, spise fisk tre gange om ugen, bruge flydende margarine eller olie i madlavningen, vælge fuldkornsvarianter af morgenmadsprodukter, gryn, pasta og ris. Og frem for alt bør de fleste af os skære ned på mængden af sodavand, slik, is, snacks og bagværk.