Cyster fjernes sjældent

Det er en vævsdefekt, der er årsag til, at der dannes cyster (blærer) i nyrerne ved cystenyresygdom.

Cysterne vokser langsomt i antal og størrelse. Det kan dreje sig om ganske få og op til hundredvis i hver nyre. Størrelsesmæssigt kan cysterne være små, men også meget store (over 10 cm i diameter), og en nyre kan i så fald veje op til fem kilo. Cysterne indeholder væske, nogle gange også blod.

Cyster kan også forekomme i andre organer end nyrerne, for eksempel i lever, milt, bugspytkirtel og sædblære.

Behandlingsmæssigt er der ikke meget, man kan gøre. I undtagelsestilfælde kan cyster punkteres og tømmes eller fjernes, hvis de forårsager store smerter eller tryksymptomer, men det medfører samtidig en infektionsrisiko. Desuden er effekten som oftest kortvarig, da cysterne hurtigt fyldes op igen.